torsdag den 30. august 2012

Godt på vej til en karriere som smørrebrødsjomfru

Kathrine Lundh er smørrebrødsjomfruelev på Hotel- og Restaurantskolen og i lære hos Told & Snaps, men hvorfor har hun valgt en karriere som smørrebrødsjomfru?

Kathrine Lundh er godt i gang med at uddanne sig til smørrebrødsjomfru. Til dagligt veksler hun mellem undervisning på Hotel- og Restaurantskolen og en læreplads som smørrebrødsjomfru hos Told & Snaps, som er én af Københavns højborge i smørrebrødsbranchen.
Hun drømmer om at arbejde som smørrebrødsjomfru på nogle af Danmarks bedste smørrebrødsrestauranter, når hun om et års tid er færdiguddannet.
”Et sted som Told & Snaps kunne jeg godt tænke mig at blive hos, hvis det er muligt, når jeg er færdig. Men der er mange gode restauranter, som kunne være interessante. Jeg vil bare gerne arbejde i en restaurant med godt, klassisk smørrebrød, hvor niveauet er højt”, siger Kathrine Lundh.
Men hvorfor overhovedet blive smørrebrødsjomfru?
Inden Kathrine Lundh startede på smørrebrødsjomfruuddannelsen, tog hun en professionsbachelor i ernæring og sundhed med fokus på ernæring og fysisk aktivitet, som én af de første, da den linje startede.
"Da jeg så var færdig, stod jeg med en uddannelse, som jeg ikke rigtig kunne bruge. Min viden om kost, ernæring, motion og så videre var for spredt til, at der var nogle steder, fitnesscentre eller andet, som var oplagte for mig”, fortæller hun.

Så Kathrine Lund måtte revurdere, hvad hun ville med sit liv og kom frem til, at hun egentlig godt kunne lide at lave mad.

”Først overvejede jeg at blive kok, men jeg synes faktisk bedre om smørrebrød. Der er så meget ved det – især det klassiske smørrebrød, og så har smørrebrødsjomfruer bedre arbejdstider. Det betyder altså også noget”, siger hun.

Ingen dag ligner den forrige
Det er ikke kun selve smørrebrødet og det kolde køkken, som Kathrine Lundh elsker ved arbejdet som smørrebrødsjomfru.
”Der er udfordringer hver dag – når bonerne kommer ind og der er ’bon rush’, det at vi skal lave alt a la carte og der er så mange detaljer. Det kan jeg godt lide!”, siger Kathrine Lundh og smiler. 
Og hun har vist også talent for smørrebrød. I marts 2012 vandt hun nemlig guld i smørrebrødsdisciplinen ved DM for elever sammen med sin med-elev Jens Rye Sørensen fra Told & Snaps.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar