onsdag den 15. maj 2013

Kan du lave Danmarks bedste smørrebrød?



Nu sætter Hotel- og Restaurantskolen jagten ind på at finde Danmarks allerbedste smørrebrød.
Smørrebrød er nemlig noget så danskt og noget så lækkert, og det vil vi gerne hylde og hædre ved at kåre Danmarks bedste smørrebrød anno 2013. 
Derfor søger vi nu deltagerne til konkurrencen om at kunne lave det ypperste smørrebrød - skal du være med?
Vinderne får en præmie på 40.000 kroner sponseret af Tuborgfondet, 2. pladsen får 10.ooo kroner sponseret af 3F og 3. pladsen får 5.000 kroner sponseret af Hotel- og Restaurantskolens egen smørrebrødsuddannelsesfond.
Hvem kan deltage?Konkurrencen er for teams af to personer. Den ene person skal være faglært og den anden skal være elev (dvs. gå på hovedforløbet inden for linjen 'Mad til mennesker').
Om I er to kokke, to smørrebrødsjomfruer, en af hver eller noget helt fjerde er ikke væsentligt - I skal bare arbejde med smørrebrød i det daglige.
Hvor foregår det og hvornår?
Konkurrencen består af tre semifinaler og slutter af med en finale på Hotel- og Restaurantskolen 1. september. 
1/6: Den Gamle Kro, Odense (semifinale)
5/6: Kähler Spisesalon, Aarhus (semifinale)
24/8: Restaurant Grøften, København (semifinale)
Hvad dystes der i?
I skal lave fem forskellige stykker af jeres eget signatursmørrebrød inden for følgende kategorier:
  • Æg
  • Fiskefilet med garniture
  • Kartoffel
  • Oksespidsbryst
  • Osteret
Hvem er dommere?
Der vil til samtlige konkurrencer være en fast dommersamt lokale fagdommere og madanmeldere. Den faste dommer er Ole Troelsø, der bl.a. er madanmelder på Børsen, smørrebrødsbogsforfatter og -entusiast.
Derudover vil gæsterne i restauranten også være med til at bedømme maden. Dommernes stemmer vægter 70 % og gæsternes 30 %.
Tilmelding og spørgsmål
Der kan højest deltage fem konkurrencehold til hver af de tre semifinaler. Tilmeldingsfristen er 21. maj 2013 - dog gælder princippet 'først til mølle'.
Tilmelding sendes per e-mail til Susanne Mortensen, Hotel- og Restaurantskolen på sm@hrs.dk.
Ved tilmelding fremsendes yderligere informationer om konkurrencen.
Har du spørgsmål, kan du ringe til Susanne Mortensen på 3386 2239.

fredag den 15. februar 2013

Ny video om smørrebrødsjomfruuddannelsen


Hotel- og Restaurantskolen har lavet en video om at uddanne sig til smørrebrødsjomfru på netop Hotel- og Restaurantskolen. 
I videoen møder du Mette og Susan Nielsen, som er søstre og begge i gang med smørrebrødsjomfruuddannelsen på skolen. Her fortæller de, hvorfor de har valgt lige denne uddannelse og, hvad de drømmer om at lave i fremtiden. 

mandag den 21. januar 2013

Nye lækre smørrebrødsopskrifter

Hotel- og Restaurantskolen kommer snart ud med en lille video om skolens smørrebrødsjomfruuddannelse. Heri medvirker to af skolens smørrebrødsjomfruelever, som drømmer om at lave lækkert smørrebrød og desuden sætte smørrebrød på verdenskortet. 
I videoen laver eleverne noget lækkert smørrebrød. Opskrifterne hertil har Hotel- og Restaurantskolen allerede nu lagt ud på deres hjemmeside som inspiration til god mad samt som en lille teaser til den kommende video. 


torsdag den 6. december 2012

Video fra Julens bedste sildemad

Se her en video fra Hotel- og Restaurantskolens første smørrebrødskonkurrence Julens bedste sildemad, der blev afholdt d. 18. november 2012 på skolen. 
Hotel- og Restaurantskolens kantine, Restaurant Bjælkehuset, Lumskebugten, Told & Snaps, Aamanns og Hotel Fredensborg Rønne deltog i konkurrencen, hvor dommerne til sidst, inden vinderne blev udråbt, påpegede, at konkurrencen havde budt på et generelt højt niveau. Det blev Aamanns, der løb med førstepladsen, Told & Snaps fik andenpladsen og Restaurant Bjælkehuset fik tredjepladsen.

Til kamp for smørrebrød-, jomfruen- og uddannelsen
På videoen fortæller Hotel- og Restaurantskolens direktør, Søren Kühlwein Kristiansen, hvorfor skolen laver smørrebrødskonkurrencer. Julens bedste sildemad er jo den første i en lang række smørrebrødskonkurrencer, som Hotel- og Restaurantskolen vil sætte i gang. 



søndag den 18. november 2012

Aamanns laver julens bedste sildemad 2012


Det stod klart efter, at Hotel- og Restaurantskolens smørrebrødskonkurrence, som blev afholdt søndag d. 18.11.12 i skolens Papirfabrikken. 
En oplevelse at arbejde så meget med sild
Aamanns fik førstepladsen og en præmie på 10.000 kroner for deres sildeanretning. Andenpladsen gik til Told & Snap, mens Restaurant Bjælkehuset fik tredjepladsen. 
"Det har været rigtig sjovt at være med i den her konkurrence og fokusere så meget på sild", siger smørrebrødsjomfru hos Aamanns og nu vinder af Hotel- og Restaurantskolens konkurrence, Astrid Jensen. 
Et højt niveau
Da Hotel- og Restaurantskolens direktør Søren Kühlwein Kristiansen sagde nogle ord, inden vinderne blev udråbt til sidst, påpegede han, at både ham selv og dommerne var imponerede over deltagernes arbejde med julesild.
"Der har været et meget højt niveau hos alle i den her konkurrence. Det skal I have ros for!", sagde han til dagens deltagere øjeblikket inden, vinderne blev kåret. 
Fokus på smørrebrødsjomfruen og -uddannelsen
Hotel- og Restaurantskolen har lavet denne smørrebrødskonkurrence om julens bedste sildeanretning for at sætte fokus på smørrebrød og ikke mindst smørrebrødsjomfruerne. Der bliver nemlig uddannet færre og færre smørrebrødsjomfruer på trods af, at det ærkedanske smørrebrød er stigende i popularitet både i Danmark og i udlandet.
Deltagerne fra Aamanns, smørrebrødsjomfru Astrid Jensen og kokkeelev Peter-Emil Hede Madsen

torsdag den 15. november 2012

Julens bedste sildemad kåres på søndag!

Søndag d. 18. november 2012 bliver den bedste julesildsanretning fundet på Hotel- og Restaurantskolen.

Deltagerne er meget forskellige – fra Aamanns, Erwin Lauterbachs Restaurant Lumskebugten og Told & Snaps til Restaurant Bjælkehuset, Hotel Fredensborg og Hotel- og Restaurantskolens Skolepraktik. 
Så det bliver spændende at se, hvem der går derfra som mester i at lave smørrebrød over julesild!
Vi skyder konkurrencen i gang klokken 12, og vinderen bliver kåret omkring klokken 16.

En nationalret skal da huskes og hyldes …
Smørrebrødskonkurrencen er startskuddet til Hotel- og Restaurantskolens fremstød i forhold til at få smørrebrød mere på dagsordenen. Smørrebrødet i sig selv har, som en del af den nordiske madbølge, aldrig været mere populært. Men der er næsten ingen smørrebrødsjomfruer tilbage – så hvem skal bære arven videre til næste generation? 

Det sætter vi så fokus på ved blandt andet at lave en ’smørrebrøds tour de Danmark’ i foråret 2013, hvor vi jagter Danmarks allerbedste smørrebrød.

Et julesildsmarked
D. 18. november 2012 krydrer vi desuden konkurrencen med julestemning og godter til ganen, da vi samtidig byder velkommen til en markedsplads i forbindelse med smørrebrødskonkurrencen, hvor jul, sild, det gode brød, øl, snaps, smørrebrød og ikke mindst smørrebrødsuddannelsen er i fokus.


fredag den 9. november 2012

Nu er vi i gang på Bogforum!


Smørrebrødstanden på Bogforum 2012 i Bella Center. 

Nu er Bogforum i Bella Centeret i fuld gang, og det er standen Smørrebrød i Danmark så også. Kom forbi og få en snak om smørrebrød og se de forskellige spændende smørrebrødsbøger.