Viser opslag med etiketten 2012. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2012. Vis alle opslag

torsdag den 15. november 2012

Julens bedste sildemad kåres på søndag!

Søndag d. 18. november 2012 bliver den bedste julesildsanretning fundet på Hotel- og Restaurantskolen.

Deltagerne er meget forskellige – fra Aamanns, Erwin Lauterbachs Restaurant Lumskebugten og Told & Snaps til Restaurant Bjælkehuset, Hotel Fredensborg og Hotel- og Restaurantskolens Skolepraktik. 
Så det bliver spændende at se, hvem der går derfra som mester i at lave smørrebrød over julesild!
Vi skyder konkurrencen i gang klokken 12, og vinderen bliver kåret omkring klokken 16.

En nationalret skal da huskes og hyldes …
Smørrebrødskonkurrencen er startskuddet til Hotel- og Restaurantskolens fremstød i forhold til at få smørrebrød mere på dagsordenen. Smørrebrødet i sig selv har, som en del af den nordiske madbølge, aldrig været mere populært. Men der er næsten ingen smørrebrødsjomfruer tilbage – så hvem skal bære arven videre til næste generation? 

Det sætter vi så fokus på ved blandt andet at lave en ’smørrebrøds tour de Danmark’ i foråret 2013, hvor vi jagter Danmarks allerbedste smørrebrød.

Et julesildsmarked
D. 18. november 2012 krydrer vi desuden konkurrencen med julestemning og godter til ganen, da vi samtidig byder velkommen til en markedsplads i forbindelse med smørrebrødskonkurrencen, hvor jul, sild, det gode brød, øl, snaps, smørrebrød og ikke mindst smørrebrødsuddannelsen er i fokus.


fredag den 9. november 2012

Nu er vi i gang på Bogforum!


Smørrebrødstanden på Bogforum 2012 i Bella Center. 

Nu er Bogforum i Bella Centeret i fuld gang, og det er standen Smørrebrød i Danmark så også. Kom forbi og få en snak om smørrebrød og se de forskellige spændende smørrebrødsbøger. 

torsdag den 8. november 2012

Smørrebrød på Bogforum i Bella Center

 I den kommende weekend fra d. 9. november til d. 11. november 2012 er der Bogforum i Bella Centeret i København. 


Blandt mange spændende bøger kan du også møde Hotel- og Restaurantskolen, som er på messen med skolens smørrebrødskogebog, Smørrebrødet og jomfruen der laver det. 

Skolen deler en stand på bogmessen med journalist, madanmelder og forfatter Ole Troelsø, som i efteråret 2012 har udgivet en bog om de bedste smørrebrødsrestauranter i Danmark. Det er altså smørrebrød, der er det helt store tema for standen. 

Så kom gerne og bliv klogere på den topdanske spise smørrebrød, som i dag er mange forskellige ting. Vi står klar til at snakke smørrebrød!  

Du kan læse mere om bogmessen, finde praktiske oplysninger såsom sted og tid osv. her.


onsdag den 31. oktober 2012

Så er der mere nyt om smørrebrødskonkurrencen d. 18. november 2012


Kom til kåringen af julens bedste sildemad!

Søndag d. 18. november 2012 bliver den bedste julesildsanretning fundet på Hotel- og Restaurantskolen, når skolen afholder den første af en række kommende smørrebrødskonkurrencer.

Vi krydrer det hele med julestemning og godter til ganen, da vi samtidig byder velkommen til en markedsplads i forbindelse med smørrebrødskonkurrencen, hvor jul, sild og smørrebrød er i fokus.
Du vil blandt andet kunne se, hvordan man salter sin egen julesild, smage skolens egen honning, købe lidt mundgodt af nogle af vores elever i en lille, hyggelig café, samt besøge boder hvor du kan prøvesmage øl, snaps, brød og sild fra producenter som Andersen Bakery, Husbryggeriet Jacobsen, Carlsberg og Tuborg, Herslev Bryghus, Schumachers osv. Desuden vil du også kunne opleve Kocembas sparkling tea med jule-krydderier.

Selve konkurrencen om at lave julens bedste sildeanretning går i gang klokken 12 i showkøkkenet i Papirfabrikken, som er Hotel- og Restaurantskolens nye eventområde. Samtidig åbner dørene til markedspladsen også i Papirfabrikkens store sal ved siden af køkkenet.

Konkurrence til skue
Der er åbent ind til køkkenet, så du kan følge med i konkurrencen på nærmeste hold, alt imens du kan nyde mundgodterne fra julemarkedspladsen. Der vil også være et skuebord, så du kan nærstudere konkurrencedeltagernes smørrebrød.

Og alt tyder på, at det bliver en spændende konkurrence at følge med i, for det er så forskellige smørrebrødsrestauranter som eksempelvis Aamanns, Lumskebugten og Restaurant Bjælkehuset, der dyster om at lave denne juls absolut bedste sildemad. Sildene til konkurrencen leveres af Lykkeberg og Inco.

Vinderen af konkurrencen bliver kåret klokken 16.