torsdag den 15. november 2012

Julens bedste sildemad kåres på søndag!

Søndag d. 18. november 2012 bliver den bedste julesildsanretning fundet på Hotel- og Restaurantskolen.

Deltagerne er meget forskellige – fra Aamanns, Erwin Lauterbachs Restaurant Lumskebugten og Told & Snaps til Restaurant Bjælkehuset, Hotel Fredensborg og Hotel- og Restaurantskolens Skolepraktik. 
Så det bliver spændende at se, hvem der går derfra som mester i at lave smørrebrød over julesild!
Vi skyder konkurrencen i gang klokken 12, og vinderen bliver kåret omkring klokken 16.

En nationalret skal da huskes og hyldes …
Smørrebrødskonkurrencen er startskuddet til Hotel- og Restaurantskolens fremstød i forhold til at få smørrebrød mere på dagsordenen. Smørrebrødet i sig selv har, som en del af den nordiske madbølge, aldrig været mere populært. Men der er næsten ingen smørrebrødsjomfruer tilbage – så hvem skal bære arven videre til næste generation? 

Det sætter vi så fokus på ved blandt andet at lave en ’smørrebrøds tour de Danmark’ i foråret 2013, hvor vi jagter Danmarks allerbedste smørrebrød.

Et julesildsmarked
D. 18. november 2012 krydrer vi desuden konkurrencen med julestemning og godter til ganen, da vi samtidig byder velkommen til en markedsplads i forbindelse med smørrebrødskonkurrencen, hvor jul, sild, det gode brød, øl, snaps, smørrebrød og ikke mindst smørrebrødsuddannelsen er i fokus.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar