Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag

søndag den 9. september 2012

Smørrebrød på FOOD Festival i Aarhus

I weekenden d. 7.-9. september har der været FOOD Festival i Aarhus. Her har Hotel- og Restaurantskolen blandt andet haft en smørrebrødsrestaurant og en stand i forbindelse med Carlsbergs stand med Jakobsen-øl, som har serveret smagsprøver på smørrebrød til øllen.

Både restauranten og standen med smagsprøver på smørrebrød har været velbesøgte weekenden igennem, så det tyder på, at den ærke danske spise stadig er populært blandt danskerne - unge som gamle.
"Vi har haft helt vildt travlt", fortæller Oliver Flex, der er grundforløbselev på Hotel- og Restaurantskolen og én af de elever, som har været med hele weekenden på FOOD Festival og lavet rigtig meget smørrebrød. 
Bare i løbet af lørdagen langede standen med smagsprøver 1732 stykker smørrebrød over disken, mens smørrebrødsrestauranten har haft køer udenfor restauranten med sultne gæster, der havde lyst til at sætte tænderne i lækkert smørrebrød.

Du kan se billeder og læse nyheder fra festivalen på Hotel- og Restaurantskolens hjemmeside her.

onsdag den 5. september 2012

Er smørrebrød sundt?

Smørrebrød er ikke nødvendigvis lig med noget, der er usundt. Faktisk ser formanden for Foreningen af Kliniske Diætister gerne, at flere danskere begynder at spise smørrebrød igen.

Det er ikke nødvendigt at frasige sig smørrebrød, hvis man vil følge den sunde linje. Det siger formanden for Foreningen for Kliniske Diætister, Ginny Rhodes.
”Jeg vil i virkeligheden gerne slå et slag for smørrebrød. I de fleste stykker smørrebrød er der nemlig en konstellation af smag, af sødt, surt, salt, bittert og umami. I dag er mad generelt ikke så udfordrende. Det er smørrebrød i højere grad”, siger Ginny Rhodes.
Mere smag = hurtigere mæt
Tanken bag er, at i og med smørrebrød har mere smag, så oplever vi mennesker hurtigere at blive mætte og glade. Med mere smagsløst mad, såsom hvidt pasta og brød, viser undersøgelser, at vi kan spise langt større mængder inden, mæthedsfornemmelsen slår til.
”Hvis alle ens smagsløg bliver tilfredsstillet ved det, man spiser, så bliver man hurtigere mæt, og derved spiser man mindre”, forklarer Ginny Rhodes og kommer hermed ind på én af hendes helt store kæpheste i forhold til den nutidige vestlige verdens sundhedsproblemer:  
”De senere år har vist, at vi simpelthen spiser for meget. Vi indtager alt for store portioner. Her peger undersøgelser på, at det blandt andet er, fordi vi smager for lidt og derved spiser for store portioner”, fortæller hun.
Alt med måde
For Ginny Rhodes er sundhed, gode råvarer og ernæringsmæssig ordentlig kost selvfølgelig vigtigt, men det skal altså også hænge sammen med en dejlig smag.
”Jeg kan huske engang, hvor at jeg havde bestilt en roastbeefmad og sad og glædede mig til en gang lækker roastbeefkød, godt rugbrød, ristede løg og remoulade. Da maden kom, var det ’det sunde slags smørrebrød’ uden remoulade og med to kedelige stykker roastbeef på. Jeg har sjældent været så skuffet! Der behøver selvfølgelig ikke være en halv tube remoulade på, bevares, men der må være grænser for, hvad man piller ved”, fortæller hun.
Nøglehulsmærket smørrebrød
I Hotel- og Restaurantskolens nye kogebog med smørrebrødsopskrifter (som er klar senere i denne uge) er der blandt andet opskrifter på Nøglehulsmærket smørrebrød – altså smørrebrødsstykker, som er blevet beregnet ud fra Fødevarestyrelsens krav for et sundere valg af mad. 
”Det synes jeg er rigtig spændende og en god udvikling. Nøglehullet er jo godt, fordi det er nemt for folk at bruge og forholde sig til. Så skal de bare kigge efter det grønne nøglehul, når de skal spise, og det er jo let! Hvis det så også smager godt… Og det er jo det, som de her Nøglehulsmærkede smørrebrødsopskrifter skal – både være sunde og lækre, ik”, siger Ginny Rhodes.
 

Smag, oplev og hør om smørrebrød på FOOD Festival i Århus i denne weekend!

I den kommende weekend, d. 7-9. september, er der FOOD Festival i Århus. Her er alle mulige madaktører på banen, heriblandt Hotel- og Restaurantskolen, som blandt andet kører en smørrebrødsrestuarant i den bedste kolonihavestil under festivalen. Der er dømt dansk kolonihavehygge og masser af smagsoplevelser med smørrebrød på skolens stand.

Blandt blomster og haveparasoller og bag et hvidt stakit kan du opleve dansk smørrebrød - både den traditionelle slags, men også bud på hvad smørrebrød kan være og udvikle sig til i fremtiden.

Lav en madpakke og hør en debat om smørrebrødet og smørrebrødsjomfruens fremtid
I løbet af Food Festival lægger Hotel- og Restaurantskolens lille kolonihave hus til forskellige arrangementer og workshops. Prøv blandt andet at selv skabe et nyt slags smørrebrød med alle mulige og (måske) umulige ingredienser, kom og bliv udfordret på hvad en madpakke er, eller kom og lyt til en debat om smørrebrødets og smørrebrødsjomfruens fremtid.

Er smørrebrødsjomfruen en død sild?
Debatpanel om smørrebrød og smørrebrødsjomfruen.
Tidspunkt: Lørdag d. 8. september, kl. 12.30-14.00
Placering: Smørrebrødsrestauranten på Foderbrættet
Pris: Gratis

Put smørrebrødet i madpakken
En workshop hvor forældre og børn sammen laver en lækker madpakke med smørrebrød vejledt af undervisere på Hotel- og Restaurantskolen.
Tidspunkt: Søndag d. 9. september. Workshop 1 fra kl. 11.00-13.00 og Workshop 2 fra kl. 15.00-17.00
Varighed: 2 timer
Placering: Smørrebrødsrestauranten på Foderbrættet
Tilmelding: sm@hrs.dk
Pris: 50 kr - betales ved indgangen.

I løbet af hele weekenden vil I altid kunne komme og købe forskellige slags smørrebrød - alle fra Hotel- og Restaurantskolens nye smørrebrødskogebog.

Læs mere om FOOD Festival, arrangementer og åbningstider på festivalens hjemmeside.

tirsdag den 14. august 2012

Smørrebrød i madpakken?

I disse dage starter skolerne op efter sommerferien, og det betyder, at der igen skal laves madpakker i hobetal. Der skal købes brød og pålæg, der skal tænkes i sunde snacks og ernæringsrigtig kost, altimens madpakkerne også skal smage de små poder – og hvordan gør man så det?
Her kan smørrebrød være en god inspirationskilde. For smørrebrød er ikke bare et stykke højbelagt, men kan sagtens inkorporeres i en madpakke og derved fungere som inspiration til, hvordan man laver en spændende, lækker og nem madpakke. Det siger Hotel- og Restaurantskolens direktør Søren Kühlwein Kristiansen i en ny kogebog om smørrebrød; Smørrebrødet og jomfruen, der laver det. I bogen snakker han om en tendens i dag med, at man i stigende grad arbejder med at putte forskellige ’dimensioner’ ind over smørrebrød, så det på den måde kan bruges til forskellige ting.
”Det er som om, man i dag forsøger at tænke smørrebrød ind i forskellige dimensioner og forme det, så det passer lige dertil. Det kan jeg godt lide, for så bliver smørrebrød til en bredere dansk spise, som folk måske kan bruge i flere situationer i deres hverdag, i stedet for udelukkende til bords med kniv og gaffel”, siger han og uddyber:
”Eksempelvis kan man lægge en madpakke til børn-dimension ind over smørrebrødet ved at forme smørrebrødet ud fra praktiske hensyn med madkasse i tasken og spisning i et livligt klasselokale. I denne situation passer det ikke, at det er højt belagt med mange slags ingredienser på, men derfor kan madpakken stadig være inspireret af forskellige smørrebrødsopskrifter”.

Er det noget, du har overvejet, når du laver madpakker? Eller er det lidt for søgt?

Hotel- og Restaurantskolens direktør, Søren Dahl K. Kristiansen
.

mandag den 13. august 2012

Opskrift på en lækker kending: Leverpostejsmadden

Ingen blog om smørrebrød uden opskrifter. Her er en, som to af Hotel- og Restaurantskolens faglærere står bag. Det er deres tolkning af klassikeren; leverpostejsmadden.

Leverpostej a la mormor
Sådan gør du
Snup et halvt stykke rugbrød og smør leverpostejen på. Pynt med syltede rødbeder/agurker og sprødstegte svampe og baconstykker.
Hjemmelavet leverpostej
700 g hakket kalvelever
300 g hakket spæk
1 løg
1 hvidløg
200 g hvid rodfrugt, eventuelt persillerødder
150 g æbler
5 stk. sadeller (kan udelades)
 5 kviste timian eller rosmarin
Lidt reven muskatnød
1 spsk. stødt allehånde
1 spsk. fennikelfrø
Salt og peber
50 g smør
50 g hvedemel
4 dl mælk
2 æg

Sådan gør du
Skræl den hvide rodfrugt og æblerne og skær dem ud i grove stykker. Kog dem møre i letsaltet vand. Vandet hæles fra og det hele blendes til puré. Kom løg, ansjoser, hvidløg, timian/rosmarin, æg og krydderier i en køkkenrobot og blend.
Bland derefter lever og spæk i og blend igen.
Lav en opbagning af smør og mel, som bages igennem, mens mælk kommes i lidt efter lidt. Kog det godt igennem.
Bland rodfrugt- og æblepuréen i leverblandingen, og smag til med salt og peber.
Start eventuelt med at bage en lille postej, så du kan justere smagen, hvis det er nødvendigt.
Hæld til sidst postejen i to forme og bag den i vandbad i cirka 40-45 minutter.
Hjemmelavede syltede rødbeder
20 små rødbeder
2 dl sukker
2 dl eddike
2 dl vand
1 tsk. sennepsfrø
½ tsk. nelliker
5 peberkorn
3 laurbærblade
Sådan gør du
Skyl først rødbederne grundigt for jord. Behold skrællen på og kog dem i let saltet vand i ca. 20-25 minutter. Kog eddike, sukker, vand, sennepsfrø, nellike, peberkorn og laurbærblade op. Tag skrællen af rødbeden og kom det hele op i eddikelagen.