onsdag den 5. september 2012

Er smørrebrød sundt?

Smørrebrød er ikke nødvendigvis lig med noget, der er usundt. Faktisk ser formanden for Foreningen af Kliniske Diætister gerne, at flere danskere begynder at spise smørrebrød igen.

Det er ikke nødvendigt at frasige sig smørrebrød, hvis man vil følge den sunde linje. Det siger formanden for Foreningen for Kliniske Diætister, Ginny Rhodes.
”Jeg vil i virkeligheden gerne slå et slag for smørrebrød. I de fleste stykker smørrebrød er der nemlig en konstellation af smag, af sødt, surt, salt, bittert og umami. I dag er mad generelt ikke så udfordrende. Det er smørrebrød i højere grad”, siger Ginny Rhodes.
Mere smag = hurtigere mæt
Tanken bag er, at i og med smørrebrød har mere smag, så oplever vi mennesker hurtigere at blive mætte og glade. Med mere smagsløst mad, såsom hvidt pasta og brød, viser undersøgelser, at vi kan spise langt større mængder inden, mæthedsfornemmelsen slår til.
”Hvis alle ens smagsløg bliver tilfredsstillet ved det, man spiser, så bliver man hurtigere mæt, og derved spiser man mindre”, forklarer Ginny Rhodes og kommer hermed ind på én af hendes helt store kæpheste i forhold til den nutidige vestlige verdens sundhedsproblemer:  
”De senere år har vist, at vi simpelthen spiser for meget. Vi indtager alt for store portioner. Her peger undersøgelser på, at det blandt andet er, fordi vi smager for lidt og derved spiser for store portioner”, fortæller hun.
Alt med måde
For Ginny Rhodes er sundhed, gode råvarer og ernæringsmæssig ordentlig kost selvfølgelig vigtigt, men det skal altså også hænge sammen med en dejlig smag.
”Jeg kan huske engang, hvor at jeg havde bestilt en roastbeefmad og sad og glædede mig til en gang lækker roastbeefkød, godt rugbrød, ristede løg og remoulade. Da maden kom, var det ’det sunde slags smørrebrød’ uden remoulade og med to kedelige stykker roastbeef på. Jeg har sjældent været så skuffet! Der behøver selvfølgelig ikke være en halv tube remoulade på, bevares, men der må være grænser for, hvad man piller ved”, fortæller hun.
Nøglehulsmærket smørrebrød
I Hotel- og Restaurantskolens nye kogebog med smørrebrødsopskrifter (som er klar senere i denne uge) er der blandt andet opskrifter på Nøglehulsmærket smørrebrød – altså smørrebrødsstykker, som er blevet beregnet ud fra Fødevarestyrelsens krav for et sundere valg af mad. 
”Det synes jeg er rigtig spændende og en god udvikling. Nøglehullet er jo godt, fordi det er nemt for folk at bruge og forholde sig til. Så skal de bare kigge efter det grønne nøglehul, når de skal spise, og det er jo let! Hvis det så også smager godt… Og det er jo det, som de her Nøglehulsmærkede smørrebrødsopskrifter skal – både være sunde og lækre, ik”, siger Ginny Rhodes.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar